» Politiken DK l April 2012 l Text: Mads B. Mikkelsen

LYS I MØRKET

Dyster tysker vil kun vise sine film i biografen

Det er de færreste, der har oplevet kompromisløse Fred Kelemens værker med egne øjne.

»Håb er ikke et begreb, jeg arbejder med«, siger Fred Kelemen.

De få, der har haft chancen for at stifte bekendtskab med hans eksklusive filmproduktion, vil da også vide, at den tyske kultinstruktør bogstaveligt talt ikke lukker meget lys ind i sine film, der som oftest foregår om natten og udspiller sig i en infernalsk halvverden af is, tåge og mørke.

Her befinder de fortabte karakterer sig i en tilstand af blot og bar ’væren’, uden moralsk eller følelsesmæssig retning. Selv om der både bliver drukket sanseløst, røget uafbrudt og slået på tæven hos Kelemen, er vi dog omtrent så langt fra en actionfilm, som tænkes kan.

I stedet stirrer hans kamera ned i afgrunden i lange og virtuose skud af en insisterende, næsten fysisk karakter.

Cinefilernes helt
Afgangsfilmen, ’Fate’ (1994), fik Susan Sontag til at nævne ham i samme sætning som Aleksandr Sokurov og Béla Tarr, og dens skraldede æstetik foregreb Dogme-bølgen med flere år.

Hovedværket ’Frost’ (1997) har med sin spilletid på knap tre en halv time opnået en næsten mytisk status. Og ’Nightfall’ (1999) og ’Fallen’ (2005) rejser moralske urspørgsmål af en styrke, man skal tilbage til efterkrigstidens eksistentialistiske kammerspil for at finde mage til.

Og ja. Kelemen er noget så sjældent som en visionær filmskaber i ordets ærkeromantiske betydning. En ægte auteur, der ikke blot skriver og instruerer, men også filmer og klipper sine egne film.

At han tilmed fornægter dvd-formatet og insisterer på kun at lade sine værker vise i biografen, har gjort ham til en af den europæiske kunstfilms bedst bevarede hemmeligheder. Og til en helt blandt dedikerede cinefiler.

En helhed af lys og lyd
»Film er en visuel kunstart, der eksisterer i tid. Og netop tiden bringer film tættere på musik end på litteratur. Du kan tage dialogen ud, fjerne musikken og lyden, fjerne handlingen og skuespillerne – men du kan ikke fjerne billedet. Så for mig er billedet det dominerende element. Billedet er selve filmens verden, og kameraet skaber filmen, som en pensel skaber et maleri«.

„Stillet over for vor dødelighed og skrøbelighed og vor afhængighed af materielle behov er spørgsmålet, hvordan vi skal leve humant.“
Fred Kelemen

Penselen er mere end en poetisk metafor. Kelemen er uddannet kunstmaler og betragter filmlærredet som et kanvas.

»Jeg har altid forstået film som en helhed af lys, lyd, bevægelse, koreografi. Og når en film begynder at tage form i mit hoved, ser jeg den som en helhed. Når jeg skriver historien, er billederne der allerede. Kamerabevægelserne, lyset, stemningen og atmosfæren er der. Jeg har aldrig defineret mig selv som instruktør eller som en anden form for specialist. Jeg ser mig selv som filmkunstner. De enkelte dele kan ikke skilles ad. En film er en organisme. Alt hører sammen og bliver holdt i gang af det samme hjerte«.

Døddrukne karakterer
Trods deres sparsomme handlinger er Kelemens film dog ikke abstrakte øvelser i minimalisme.

Deres kunsthistoriske slægtninge findes snarere på et stamtræ med rødder i en dunkel og ekspressiv, germansk romanticisme – og i Hieronymus Boschs helvedesvisioner, der finder en verdslig pendant i de usle barer, som Kelemans karakterer ofte passerer døddrukne igennem.

Hans film er sorte, han er blevet kaldt nihilist. At skabe på trods er imidlertid også at gøre modstand. Med andre ord: Hvis det at lave film er svaret, hvad er så spørgsmålet?

»Vi ved alle sammen, at vi skal dø en dag. Men alligevel står vi op om morgenen, vi drikker, vi spiser, vi forelsker os, vi tager hånd om os selv og hinanden. Vi kæmper hver dag, men vi skaber også ting. Vi får børn, der vokser op og selv vil dø en dag. Er alt dette meningsløst? En dag vil vi miste os selv i tidens endeløse strøm, men vi slås stadig for at vinde tid. Og med den tid, vi vinder, kan vi skabe skønhed og viden. Stillet over for vor dødelighed og skrøbelighed og vor afhængighed af materielle behov er spørgsmålet, hvordan vi skal leve humant. Hvordan vi skal elske, skabe mening eller – som Nietzsche skrev – føde en dansende stjerne«.
..................................................................................................................................................................